Hvad vi kommer omkring ⤵️
10 år som selvstændig. Hurraaa!
10 år som ejer af domænet Kvalitetstekster.dk. 10 år siden drømmen om at blive cirkusartist begyndte at blive erstattet af drømme om at være sin egen chef.
På de 10 år har jeg:
- haft 56 personer på lønningslisten (mig selv inklusiv)
- sendt mere end 3.400 fakturaer
- hjulpet mere end 700 forskellige virksomheder
- arbejdet fra 27 forskellige lande
- talt på 5 store marketingkonferencer
- holdt foredrag om iværksætteri for mere end 2.000 unge studerende
- været nomineret til 5 store priser og ikke vundet en eneste
- til gengæld er jeg kommet på Berlingskes Talent 100-liste
- været med i én bog
- været med i otte podcasts
- blevet skrevet om i tre universitetsopgaver
At blive selvstændig er uden tvivl mit livs bedste beslutning.
Gennem de 10 år er tusindvis af gode og dårlige beslutninger blevet taget. I indlægget her vil jeg dele lidt om de vigtigste erfaringer, jeg har gjort mig gennem årene.
Erfaring 1: At vælge sin egen vej 100% er svært
Da jeg købte Kvalitetstekster.dk, var jeg 17 år. Dejlig blåøjet og idealistisk.
"Jeg skal være iværksætter for at have den ultimative frihed," sagde jeg til mig selv.
Ikke mere end halvandet år efter fandt jeg mig selv gået kold på sengen og konstaterede, at jeg var stresset til op over begge ører. Fast besluttet på at bygge en “stor” virksomhed op, knokle alle døgnets timer og dyrke identiteten som iværksætter fuldt ud.
Det har taget mig tæt på 10 år at affinde mig 100% med, at jeg ikke driver den her forretning for andres skyld, end min egen.
Jeg har vist glimt af det gennem tiden, som da jeg sagde min lejlighed op i sommeren 2017 for at tage ud at rejse i halvandet år, eller da jeg to og et halvt år senere besluttede mig for at gøre Somera 100% remote.
Alligevel havde jeg lidt en følelse af at være "forkert" i den iværksætter-formel, jeg troede, jeg skulle følge.
For et halvt år siden tog jeg endnu et skridt mod at drive min forretning på mine præmisser. Jeg satte min ugentlige arbejdstid ned til 30 timer.
Gennem årene har jeg aldrig kunnet koncentrere mig de sene eftermiddagstimer alligevel, men som iværksætter og direktør kunne jeg da for pokker ikke tage fri kl. 15.
Det er nu gået alligevel. Og jeg har ikke ét sekund overvejet at gå tilbage.
Jeg tænker ærligt talt ikke over det. For mig fungerer det bare.
Nu føler jeg langt om længe, at jeg driver min forretning 100% på mine egne præmisser. Jeg skeler ikke til, hvordan andre gør det. Jeg misunder ikke de kammerater, der arbejder mere, tjener mere og bygger større forretninger end mig.
Jeg hviler pinligt meget i, at jeg gør det præcis, som jeg ønsker at gøre det.
2. Det er ok at ville tjene penge
Penge er lidt tabu. I mange år skammede jeg mig faktisk lidt, hvis jeg tjente "mange" penge.
Som den blåøjede, naive teenager var jeg lykkelig, hver gang jeg kunne sende en faktura på 500 kroner + moms.
Senere var jeg lykkelig, da jeg kunne udbetale min første løn på 10.000 kroner. De næste par år steg min løn til 20.000-30.000 kroner om måneden – og som ung mand i starten af tyverne med en billig toværelses lejlighed i Aalborg, er 30.000 kroner om måneden mere end rigeligt.
Dette mindset bar jeg desværre med over i min forretning. At jeg jo ikke behøvede mere → og så tjente vi heller ikke meget mere end det.
De senere år har jeg lært, at jeg gerne vil tjene flere penge. Og det er faktisk markant sjovere, når man tjener flere penge. Man kan ansætte dygtigere medarbejdere. Man kan investere flere penge i sin forretning. Have større overskud til at sige nej til dårlige projekter.
Der er faktisk ikke mange ting, der ikke bliver lidt nemmere af, at man tjener lidt mere i sin forretning.
Kigger man på Someras regnskabstal, er det ikke sådan, at jeg hopper på pension, når jeg er 30 år. Men det er trods alt sådan, at både Someras egenkapital og min lønseddel heldigvis er blevet større.
Som iværksætter tænker man meget på arbejde. Også selvom man kun arbejder 30 timer om ugen.
At den indsats, man har ydet gennem årene, begynder at afspejle sig i ens indtægt, er noget, man skal være stolt af og dyrke. Ikke skamme sig over.
Det er OK at ville tjene penge. Også mange af dem :-).
3. Slow and steady wins the race
For et års tid siden skrev jeg lidt om det her. Gennem årene har jeg set mange unge iværksættere komme og gå.
Dem, der opnår lynhurtig "succes", går ofte lige så hurtigt, som de kom.
Dem, der bygger langsomt og stabilt, bliver som regel til festen.
... der findes ingen genvej :-).
4. Motivation kommer og går. Giv ikke op.
Jeg har haft lyst til at give op. Sælge butikken. Gøre noget nyt. Jeg har to gange haft så meget lyst til det, at jeg har været i dialog med andre virksomheder om overtagelse af den ene eller anden art.
Heldigvis er det aldrig blevet til noget.
Det har typisk været i perioder, hvor økonomien har været dårlig (ikke verdens bedste tidspunkt at sælge på), og motivationen har været lav. Igen, så er det som regel sjoveste at tjene penge, når du er selvstændig.
Her efter 10 år har jeg lært, at både økonomien og motivationen kommer til at svinge. Og hvis ens motivation er direkte afhængig af økonomien, ja, så er det op ad bakke.
Så til dig, der bakser lidt med det. Hold ud. Det vender. Og så snak med en erhvervspsykolog - det kan anbefales.
5. Del ud af dine tanker og din viden
Følger du med her på LinkedIn, har du nok bemærket, at jeg ofte deler ud af mine erfaringer og tanker.
Jeg har i al min tid som iværksætter delt ud af mine tanker om det at drive forretning, være stresset, at rejse, gå remote og alt derimellem.
Det har medført, at folk kender til mig. De kender til min filosofi og min motivation. Det har været springbrættet til spændende projekter, gode venskaber, god forretning og adskillige muligheder, jeg aldrig havde fået, hvis jeg ikke havde gjort det.
Du behøver ikke have svar eller læringer. At du bare deler ud af dine tanker eller udfordringer kan være lige så godt. Del ud - og du får mange gange igen.
En taknemmelig opsummering
Her til sidst vil jeg gerne runde af med at liste lidt af de ting, jeg selv er stolt over at have opnået i mine første 10 år som selvstændig:
- Jeg er stolt over, at jeg har turdet bygge min egen forretning
- Jeg er stolt over, at jeg har accepteret, at det ikke skal være en forretning med kontor, 100 ansatte og kæmpe millonoverskud
- Jeg er stolt over, at jeg har inspireret andre til at gøre det samme
- Jeg er stolt over, at jeg har bygget et "brand" om mig selv
- Jeg er stolt over, at jeg har rakt ud til pokkers dygtige personer og spurgt om hjælp og gode råd
- Jeg er stolt over, at jeg har været på forsiden af Børsen, Euroman, Ekstra Bladet, Berlingske, Nordjyske og så lidt flere til
- Jeg er stolt over, at jeg kom på Berlingske Talent 100
- Jeg er stolt over, at jeg har bygget en virksomhed, der leverer noget hamrende godt arbejde for vores kunder
- Jeg er stolt over, at jeg som 27 årig har verdens bedste arbejde, hvor jeg kan rejse, som jeg vil. Arbejde når jeg vil. Og arbejde med hvem jeg vil.
- Jeg er stolt over, at jeg har så pokkers dygtige medarbejdere hos Somera.
Skal du tage én læring med fra dette indlæg, så er det:
Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at være iværksætter på.
Dine kunder og dine ansatte kan altid smutte et andet sted hen, hvis de ikke kan lide måden, du gør det på. Det kan du ikke lige så nemt. Så vær en pokkers egoist og byg din forretning lige præcis, som du har lyst til.
Ikke som normer, trends eller kloge folk i bøger eller TV siger.
Tak fordi du læste med så langt. Og en kæmpe tak til alle de fantastisk søde mennesker, der har arbejdet hos og med Somera gennem de sidste 10 år. Jeg glæder mig til de næste 10! 🤠